seneste indlæg
Dette lille hvide fed er et vidunder i madlavningen og bliver da også brugt i mange landes madkulturer. Det er forståeligt, for hvidløg er en god smagsgiver og bliver brugt lystigt i min madlavning hele året rundt. Den skulle også være sund for mange ting og jeg kan ikke få nok af dem. Derfor dyrker jeg dem selv i haven og i drivhuset.
Morgan skal ikke nyde noget af at dufte til hvidløg. Han foretrækker duften af vanilje. Måske fordi det ligger i hans nedarvede DNA fra Madagaskar, hvor hans race kommer fra. Vaniljestængerne kommer jeg nu nok ikke til at dyrke, de må stadig købes ind. Jeg har dyrket hvidløg i drivhuset i de sidste to år og det fortsætter jeg med. Som noget nyt vil jeg også dyrke hvidløg på friland. Det er nu om efteråret, at hvidløgene skal i jorden både i drivhus og på friland.
Jeg sætter hvidløg i yderkanten af drivhuset i oktober måned, når sæsonen for tomater, agurker og chilier er ved at være slut. Det er en god måde at udnytte drivhuset på. Derudover modvirker hvidløgene skimmelsygdomme til naboplanterne.
Jeg tager hvert enkelt fed fra hvidløget og sætter det i ca. 6 -7 cm´s dybde med spidsen opad og med 10-12 cm´s mellemrum. Det er altid godt at give dem lidt omsat kompost i bunden af jorden, hvor feddet skal lægges. Husk at trykke feddet godt ned i jorden. Førend du sætter dem i jorden, skal jorden bearbejdes ved at vende, vande og løsne det med en greb.
Feddene udvikler sig gennem vinter- og forårsperioden, og i den periode vander jeg og giver dem lidt gødning. Mest om foråret. Jeg vander meget sparsomt om vinteren og kun for at holde jorden lidt fugtig i drivhuset. Placer hvidløgene så de får sol. Det er en sydeuropæisk plante og de kan godt lide sol og jorden skal være næringsfyldt.
Hvidløgene er ved at være modne i juli måned. Når stænglerne bliver tørre og evt. nogle af bladene vælter, er de klar til at blive høstet. De skal herefter tørres på et godt ventileret sted. Jeg lægger dem på et porcelænsfad og stiller det på bordet til de er blevet tørre. Og man er ikke i tvivl om, at der er hvidløg i rummet.
Hidtil har jeg investeret i sættehvidløg fra planteskolen, da jeg på den måde ved hvilken type hvidløg jeg sætter i jorden Og ja, jeg skrev investeret, da de er en del dyrere end almindelig hvidløg fra supermarkedet. Dem kan man også godt bruge. Dyrkning og pasning af hvidløgene er det samme om de er på friland eller i drivhus.
Latinsk navn Allium sativum og tilhører Liljefamilien.
Sæson Sæt hvidløg om efteråret og høst om sommeren i juli måned.
Forhold Sol og i næringsfyldt jord.
Andet Der findes to forskellige typer hvidløg. De blødnakkede og de hårdnakkede. De blødnakkede er karakteriseret ved at stænglerne er bløde, så de kan flettes til en ranke og feddene ligger i flere lag. De hårdnakkede har stive stængler og feddene ligger i et lag og skallen er mere tynd, der som oftest er mere violette. Nogle er bedre til det danske klima. Køber man sættehvidløg, findes der typer, som er mere egnet til det danske klima. Spørg på planteskolen.