seneste indlæg
Havens skygge rummer masser af muligheder for frodige skyggebede med skyggetålende buske, stauder og bunddække. Morgan har en god og tæt pels, og selvom han elsker at slikke sol, bliver det hurtigt for varmt for ham at blive liggende. Jeg har det ligesom Morgan. Vi vælger at opholde os på de mere skyggefulde steder i haven på varme sommerdage, når solen står højest.
Når sommeren har været varm med masser af sol, og græsset har fået et mere vissent udtryk, står skyggebedet frodigt i haven. Består det af stedsegrønne og skyggetålende planter, er det flot og grønt hele året. Der vokser masser af smukke planter, buske og træer i skygge og halvskygge. Forudsætningen er som regel, at der stadig er lys nok til, at fotosyntesen kan finde sted.
En af de mest udbredte skyggetålende buske i danske haver er rhododendron. Som det ses ovenfor, kan de blive rigtig store og imponerende. Denne er fra en engelsk have og består af flere planter. Den er meget gammel, og det er ikke så tit, man kan sidde og kigge op under en rhododendron.
Nedenfor ses min egen ‘Cunningham’s White’ i forgrunden. Det er en af de tidligt blomstrende sorter, som står i skygge og halvskygge og har et væld af hvide blomsterhoveder.
Hortensia
I august blomstrer hortensiaerne og lyser op med et væld af store blomsterklaser, mens de stedsegrønne buske danner et baggrundstæppe i havens grønne rum. Der er masser af sorter at vælge imellem.
Mine to yndlingshortensiaer er ‘Paniculata Limelight’ med dens limegrønne-hvide, kegleformede blomsterhoveder og ‘Annabelle’ med de store hvide blomsterhoveder. De får flotte høstfarver og kan klippes af og stå i vasen som tørrede blomster. Man skal dog ikke klippe dem alle af, da planten skal have knopper tilbage for at kunne blomstre næste år.
Stjerneskærm
En skyggetålende staude, som blomstrer allerede i juni og hen over sommeren, er stjerneskærm. De fås i flere farver – fra hvid og sart rosa til mørkere violetrød. Den trives både i sol og halvskygge. Mine står i krukker i halvskygge på terrassen.
Bregner
Bregner ses typisk i skoven, hvor deres naturlige placering er under andre træer. De er flotte, når de står ranke med deres udfoldede grønne blade fra forår til efterår, hvor de får smukke løvfarver.
Der findes også en stedsegrøn bregne, som hedder englesød. Jeg har et bed fyldt med kongebregner, hvor de får skygge fra syrenbuskene. De breder sig lystigt og er derfor gode, hvis man vil have et areal dækket. Omvendt skal man være varsom med dem, hvis de ikke skal fylde hele bedet. Mine bregner er afgrænset af græs. Bregner er derfor også velegnede som bunddække.
Vinca
Da jeg i sin tid overtog haven, var der masser af vinca som bunddække. Dem er jeg meget glad for, da de giver et grønt tæppe i haven hele året rundt. De er tørketålende og tåler fuld skygge. Mens de fleste planter er i vinterdvale, blomstrer vinca med små, yndige blålilla blomster allerede i april.
Stauden løvefod er også et flot bunddække, som bliver ca. 30–45 cm høj og tåler halvskygge. Læs mere om den her.
Allium, prydløg, klarer sig også fint i skygge. Som det ses nedenfor i Sofiero Haven, står der et hav af dem i hvid og lilla, afgrænset af buksbomhæk under store, gamle træer. De blomstrer fra cirka maj til juli. Løgene skal lægges i jorden i september eller oktober.
Bliver det alt for varmt i haven, er der ikke noget bedre end at ligge i skyggen ved havet.
4 kommentarer
Hej,
Søger inspiration til mit skyggebed og er vild dine billeder Hvilken stjerneskærm er det, der er vist på billederne? Virker sartrosa, korrekt?
Tak
Hej Christina, tusind tak for din kommentarer og spørgsmål, jeg er glad for at du kan lide mine billeder. Stjerneskærm, som er på billedet under dette indlæg er Astrantia major “Buckland”. Den er hvid med sart lyserød i midten og er bare så flot. De blomstrer i lang tid. Jeg har også en mørk variant, som ses under mit seneste indlæg “Tæt på i efterårshaven” er Astrantia major “Star of Love”. Du vil blive glad for dem, plant dem så de lige får lidt sol på et tidspunkt i løbet dagen.
Dejligt at læse om alle dine og Morgans fine indlæg.
Elsker have og hunde❤️ Mvh. Havetossen Lillian i Odense
Tusind tak Lillian 🙂