seneste indlæg
Det er blevet efterår, bladene på træer og buske viser fornemt sit orange, gule og røde efterårsløv frem og langsomt falder bladene en efter en ned på jorden. Det er tid til at lægge forårsløg i krukker. Det bugner med løg på planteskolerne på nuværende tidspunkt, og der er masser af forskellige forårs løgplanter, du kan lægge i f krukkerne om efteråret.
Det er også nu du skal lægge hvidløg i jorden, det kan du læse mere om i mit indlæg her.
Af de forårsløg, som jeg vil lægge i krukkerne i år er tulipaner, narcisser hyacinter, galanthus, krokus og perlehyacinter.
Der er en regel om, at løg skal plantes tre gange deres højde ned i jorden. Tulipanløg skal derfor plantes ca. 15-20 cm dybt ned i krukken, narcisser ca. 10-15 cm og de mindre løg som krokus, perlehyacinter og galanthus er dybden ca. 5 cm. Husk først at lægge nogle potteskår eller lecakugler i bunden af krukken så vandet drænes. Læg et lag af krukkemuld ovenpå lecakuglerne inden første lag af løg lægges. Når løgene lægges skal spidsen af løgene vende opad.
Når alle løg er lagt i krukker giver jeg dem en god gennemvanding og sætter dem ind i drivhuset. Der skal de bare passe sig selv til en gang i februar måned. Jeg vander ikke krukkerne mens de er i drivhuset. Når de første spirer kan ses i krukken, begynder jeg at vande meget spædt. For alt i verden må krukkerne ikke få for meget vand i begyndelsen.
En løglasagne går ud på at lægge løg i etager alt efter hvor store de er og dermed hvor lange de bliver.
Jeg har valgt tulipanen Queen of Night til en af krukkerne. Farven er nærmest sort, som natten. Jeg synes de er rigtigt flotte. Formen er som et klassisk tulipanhoved. Det må jeg jo se når de kommer frem en gang i april måned. I en anden krukke har jeg valgt tulipanen Spring Green, som er hvid med grønne striber. Derudover har jeg valgt tulipanen White Lizard, som er hvid med rosa toner og har en mere fyldig flot form. Denne kommer først i maj.
Næste lag har jeg valgt den hvide hyacint Carnegie. I en anden krukker har jeg valgt Ice King narcisser, som er hvid med en kruset midte af gule kronblade. Hvert lag holder jeg til en farve og en sort. Jeg mixer dem ikke. Hyacinter og narcisserne er blevet plantet ca. 12-15 cm dybt nede og imellem dem og tulipanerne er der et godt lag krukkemuld.
Øverst har jeg plantet de små forårsløg lilla krokus, hvide galanthus og hvide perlehyacinter Muscari Siberian Tiger i en dybde af ca. 5 cm. De bør komme frem til marts og er de første som blomstrer og herefter kommer narcisserne og hyacinter og til sidst tulipanerne.
Når man ikke at lægge løg i sine krukker om efteråret, så må man vente til sen vinter og tidlig forår og købe planterne på planteskole eller finde dem i skovbunden. Men det er jo nogle gange sjovest og billigere selv at designe sine krukker med forårsløg og se spirerne og blomsterne folde sig ud. En god efterårsaktivitet i haven. Morgan er med ude i haven inden han til sidst går indenfor og tager en middagslur i stuen.