seneste indlæg
Så er det blevet sommer. Jeg dyrker selv kruspersille, og jeg bruger masser af den til sommerens retter. Det koster mig ikke mere end lidt tid, god jord og to potter fra supermarkedet. Morgan vil hellere ligge på græsset med sit kødben.
I det tidlige forår køber jeg to potter økologisk kruspersille i supermarkedet. En potte persille består af mange små planter. Jeg skiller persillen ad, så jeg får flere små planter med rødder. Man må ikke bare plante hele potten ud, da der er så mange rødder samlet, at planterne nærmest kvæles og derfor ikke kan udvikle sig ordentligt.
De små, spinkle persilleplanter planter jeg ud i god jord i drivhuset. Man kan også plante dem i en plastpotte i passende størrelse og have dem stående i drivhuset i stedet for direkte i jorden. Det er lige så godt og gør det nemmere at plante dem ud senere.
Det er vigtigt, at planterne får god jordkontakt. Pres dem derfor godt ned i jorden, så rødderne får fat fra starten.
Planterne får lov til at udvikle sig i dejlig varme og lys i drivhuset, så længe der er plads, indtil tomat-, chili- og agurkeplanterne skal plantes ud. Mens de står i drivhuset, vander jeg dem efter princippet: få gange og rigeligt vand frem for mange gange og lidt vand – det, jeg kalder sjatvanding.
Jeg regulerer lyset med gardiner og sørger for, at de ikke får det for varmt i direkte sol hele dagen
Når tiden er inde, planter jeg dem ud i højbedet med god jord og sørger for, at der er plads til, at hver plante kan vokse sig større. Jeg placerer dem, så de får både sol og skygge i løbet af dagen.
Når de er blevet større, begynder jeg at klippe af dem. Hen over sommeren sørger jeg for, at persillen ikke tørrer ud – det tåler den ikke.
I år plantede jeg persillen i drivhuset i begyndelsen af april, og omkring midt i maj plantede jeg dem ud i højbedet. Denne fremgangsmåde synes jeg er meget nemmere end selv at så, og samtidig udnytter jeg drivhuset i det tidlige forår, inden tomat-, chili- og agurkeplanterne skal dyrkes.
Har man ikke et drivhus, kan en stue, udestue eller en drivbænk være et alternativ. Man kan også springe drivhuset over og plante de små persilleplanter direkte ud på friland, når vejret er varmt nok – som nu.