seneste indlæg
Syrener blomstrer så frodigt i haven med de skønneste farver og bøjer sig i vinden med en vis lethed. Den er fuld af skønhed, som den står og hæver sig over de andre buske. Mange af sorterne har den dejligste duft, når man strejfer forbi, eller ligger under den på en solseng i maj måned. Det kan ikke blive bedre. Maj måned er i det hele taget en skøn tid, hvor meget springer ud i fuldt flor akkompagneret af fuglesang. Jeg rejser nødigt væk i denne tid, og Morgan, han pendler frem og tilbage mellem sol og skygge.
Syrener er nemme at have med at gøre. De tåler meget, både blæst, frost og tørre perioder. Men de skal ikke plantes i tørre eller sandede jord. Jorden skal være af ler eller være kalkholdig. Syrener elsker sol, og har det også fint i halvskygge.
Mine syrener er begyndt at vise sig frem, og de vilde, som mange kalder, for den almindelige, er lidt foran de andre arter med deres blomstring. Jeg kan godt lide, at have nogle af de vilde arter i min have, da de som regel er meget hårdføre og passer ind i landskabet. De vilde syrener har sin karakteristiske lyslilla farve, og de ses mange steder som hegnsplante. Den rolle har mine også. De giver et vildt og naturligt præg til hækbeplantningen, som er et bælte af forskellige planter i forskellige højde. Syrenerne skal have plads, for de breder sig og sætter nemt nye rødder. Man skal derfor være over dem, hvis ikke de skal gro vildt. Der findes mange forskellige arter som man kan have i sin have.
Beauty from Moscow -det lyder lidt som en James Bond filmtitel. Men det er en helt uskyldig syren, som har den skønneste duft og flotte farve, der begynder lidt lyserød og ender ud i at blive mere hvid. Min står, så jeg kan se den fra min terrasse.
Madame Lemoine er hvid fra starten og forbliver sådan den periode, den blomstrer. Jeg har to af dem i store krukker, og det er tredje sæson, de står der og bidrager til den gode stemning på terrassen. De kan ikke stå der altid, og på et tidspunkt skal de plantes ud i haven.
Syrener bliver høje og det kan de have få lov til at blive i min have -her er der plads til dem. De skal dog have tid til at etablere sig efter plantning, førend de begynder at vokse. De er som sagt velegnet til hæk, men de skal ikke klippes som en hæk, da man så klipper blomstringen væk næste år. Det er fordi, de er toårige, hvilket betyder, at de blomstrer – ligesom Forsythiaen – på sidste års skud, og dem sætter de i august. Derfor skal man være meget varsom med, hvordan man beskærer eller klipper i dem.
Mine vilde syrener lader jeg gro vildt, og de passer sig selv. En af stederne, hvor de vilde gror, fjerner jeg dog efter behov nogle af grenene næsten nede ved jorden, og lader nye skud komme op på ny. På den måde forbliver syrenbusken tæt forneden. Dette kan man tilsvarende gøre ved de andre syrener. Syrener kan også stammes op, som en træagtig form, hvor man kan ligge i skyggen af den på en varm dag, og nyde duften af syrenblomsterne, og høre solsorten synge.
Latinsk navn Syringa Vulgaris.
Sæson Blomstrer i ca. 14 dage fra slut maj til midt juni. De fleste sorter har den vidunderligste duft.
Forhold Sol og halvskygge i ler-/kalkholdig jord.
Andet De blomstrer på andet års skud. De klarer sig ikke længe i en vase og der findes mange råd på mange havesider, til hvordan du kan få dem til at holde længere i en vase.