seneste indlæg
Jeg var på skønne, frodige Mallorca sidste forår. Jeg boede ved Valdemossa, og det var et godt udgangspunkt til at tage til Palma, til at opleve den flotte klippekyst, de små landsbyer på vestkysten og de grønne fyrreskove, der står i kontrast til det blå middelhav. Naturen er imponerende, og et af de skønneste steder på øen er den botaniske have, Jardines de Alfabia.
Alfabia-haven er en fin lille have og grøn oase med et smukt gammelt maurisk palæ med antikt indbo. Palæet går tilbage til den tid, hvor Mallorca var under indflydelse af maurerne. Det ses også i haven, hvor vand – et vigtigt maurisk element – spiller en væsentlig rolle. Der er små damme med lyden af rislende vand og søer med vandliljer og skildpadder, der svømmer rundt. Det er fredfyldt at gå på opdagelse på stierne og opleve bl.a. Agapanthus, der blomstrer under delvis skygge fra de store palmer. Jeg gik rundt, haveafdeling efter haveafdeling og under pergolaer med overdækket bougainvillea. Jeg nød de gamle rosenbuske, valnøddetræer, vilde blomster og gamle oliventræer. Alfabia-haven er en lille perle, der skal opleves, og et afbræk fra det livlige Palma.
Hvad Jardines de Alfabia er en botanisk have med et maurisk palæ
Hvor Bunyola på Mallorca
Addresse Ctra. Palma-Sóller, km 17, 07110 Palma, Illes Balears, Spanien
Website Læs mere om billetpriser, åbningstider, cafe osv. på www.jardinesdealfabia.com